Musikvidenskab.dk

Indenfor funktionsharmonik nævnes den ufuldkomne dobbeltaltererede vekseldominant gerne i forbindelse med tritonussubstitution.

I dette indlæg vil jeg forsøge at forklare hvad begreberne dækker over og hvordan de bruges.

Det første begreb vi skal have styr på er bidominanter. Bidominanter er simpelthen lokale dominanter der opløses til den efterfølgende akkord, uden at man kan sige at man decideret er moduleret. I akkordfølgen C → D → G → C (alle durakkorder) er D en bidominant fordi den er dominant til den efterfølgende akkord G, uden at man kan sige at man ligefrem er moduleret til G-dur. Bemærk bidominanter stort set altid kræver indførsel af et eller flere løse fortegn (♯ for f i dette tilfælde forudsat at vi er i C-dur).

Så vidt så godt. Men én af disse bidominanter er så brugt at den har fået sit eget navn, nemlig dominantens dominant. Den hedder vekseldominanten, og det ovenstående eksempel er netop et eksempel på en vekseldominant da D er dominant i G som er dominant i C (stadig forudsat at vi er i C-dur).

Men lad os gøre denne vekseldominant endnu mere dominantisk ved at tilføre flere ledetoner: Vi starter med at sænke kvinten en halv tone. Så har vi en tertsstabel bestående af tonerne d – ♯f – ♭a – c, hvor vores ♭a er ledetone nedad til G’s grundtone. Men lad os gå videre og tilføje en sænket (eller mere korrekt, lille) none, tonen ♭e. Dette ♭e er også en ledetone – nedad til G’s kvint (tonen d). Grundtonen d dropper vi helt, så vi ender med en akkord bestående af tonerne ♯f – ♭a – c – ♭e hvor alle toner er ledetoner til en tone i den efterfølgende G akkord. Denne akkord er i sandhed dominantisk (markeret med rødt nedenfor).

Men netop denne akkord har en sær egenskab: Hvis vi kigger lidt nærmere på vores tertsstabel ♯f – ♭a – c – ♭e kunne vi bytte om på tonerne og skrive dem ♭a – c – ♭e – ♯f i stedet. Og hvis vi så i stedet for ♯f skriver tonens enharmoniske ækvivalent ♭g så ender vi men en akkord bestående af tonerne ♭a – c – ♭e – ♭g, en hvilket jo “bare” er en A♭7 akkord (markeret med blåt). Vi kan altså substituere den ufuldkommene dobbeltaltererede vekseldominant med en almindelig dur akkord med lille septim en tritonus over (og på C-durs sænkede sjette trin), og ingen vil kunne høre forskel.

Hertil skal siges at det ikke nødvendigvis behøver at være vekseldominanten vi tritonussubstituerer – en hvilken som helst dominant kan dobbeltaltereres og derefter erstattes af durseptimakkorden en tritonus over – det er bare ofte vekseldominanten der tritonussubstitueres.

Vi kan også anskue situationen anderledes og sige at hver gang vi har en septimakkord, så kan denne akkord fungere som en ufuldkommen dobbeltaltereret dominant med grundtone en tritonus under septimakkordens grundtone. Så når vi har en A♭7 kan der i virkeligheden være tale om D♭5♭9 som kan opløses til G. Således kan enhver septimakkord fungere som dominant til akkorden en halv tone under septimakkordens grundtone.

Men en ting skal vi dog huske på når vi tritonussubstituere, og det er at hele bevæggrunden for vores ufuldkomne dobbeltaltererede var en jagt på ledetoner. Vi kan altså ikke bare opløse tonerne i en A♭7 efterfulgt at en G som vi vil, og her afsløre den tritonussubstituerede dominant sig, for grundtonen, tertsen og kvinten skal opløses trinvis nedad mens septimen opløses trinvist opad. Hermed går vi imod den “normale” opløsning af septimakkorder hvor tertsen opløses opad med septimen opløses nedad. For bag vores septimakkord gemmer sig jo i virkeligheden en ufuldkommen dobbeltaltereret dominant en tritonus under.

Hvis vi prøver at komme ind til essensen af hvad en tritonussubstitution går ud på så bør vi fokusere på dominantens vigtigste interval: Tritonusen mellem dominantens tredje og syvende trin. Denne dissonans opløses normalt indad til tonikas første og tredje trin og giver dominanten sin særlige funktion. I ovenstående eksempel er det tonerne f♯ og c der opløses til g og h. Men hvis vi vender dette interval om får vi en ny tritonus af tonerne c og ♯f, da tritonusen lige præcis deler oktaven op i to lige store dele. Denne nye tritonus kan vi bruge som tredje og syvende trin i en ny akkord og den vil stadig fungere som dominantisk til G forudsat at vi husker at opløse tritonusen udad og ikke indad som vi ellers “plejer”:

En sådan akkord vil for D7’s vedkommende være en A♭7 og være en tritonussubstitution.