by Kristoffer Brinch Kjeldby | May 23rd, 2017
Jeg har for nyligt læst professor emeritus Bo Marschners “At studere musikvidenskab” fra 2014. Det var en meget interessant bog, og en bog som jeg vil anbefale til alle musikstuderende.
Bogen indeholder mange elementer, herunder en diskussion af musikvidenskab som både universitetsfag og forskningsområde og bogen indeholder blandt andet et forslag til en delvis adskillelse af de to i henholdsvis en musikvidenskabelig- og en musikformidlingsretning på universitetsniveau.
I Danmark er musikvidenskab et gymnasiefag, og det betyder at den musikvidenskabelige uddannelse indeholder en række praktiske fag som skal sætte den studerende i stand til at undervise i f.eks. kor, sammenspil og sang. Det betyder at studerende på musikvidenskab skal igennem et regime af sang- og klaverundervisning samt kor og sammenspilsledelse – færdigheder som ligger fjernt fra det musikvidenskabelige felt som det praktiseres på udenlandske universiteter.
Set fra et rent musikvidenskabeligt synpunkt tager disse fag tid og energi fra andre og mere centrale fag, hvilket ifølge Marschner svækker de videnskabelige disipliner således som de praktiseres i Danmark. Desværre synes jeg at Marschner underspiller de fordele praktiske musikfærdigheder kan betyde for akademisk musikvidenskab.
Her er det værd at bemærke at færdighedsfag spiller et væsentlig rolle overalt i vores universitetssystem: Som fysikstuderende lærer man matematik, som teologistuderende græsk osv. Der er altså intet specielt “mærkeligt” i at en musikstuderende lærer at begå sig på et klaver eller dirigere et kor.
Selvfølgelig optager disse fag den studerendes tid, og det må altid være en diskussion om hvor meget tid disse fag kan rimeligvis optage. Interessant i den forbindelse er Marschners fokus på repetoirekendskab, noget som tydeligvis vægtes højt af Marschner og som bestemt ikke kan forudsættes i vor tid hvor masseuniversitet er et faktum.