Musikvidenskab.dk

I “Musikkens Historie i Danmark” omtaler Nils Schiørring to danske oversættelser af Johann Abraham Peter Schulz’s indflydelsesrige afhandling “Gedanken über den Einfluß der Musik auf die Bildung eines Volks” fra 1790 - og at man i disse danske oversættelser har nedtonet Schulzs provokerende kritik af det dannelsesmæssige niveau i Danmark. I denne post kigger jeg nærmere på forholdet mellem de to oversættelser.

I 1700-tallets slutning gennemførte man i Danmark en række gennemgribende landboreformer med det formål at forbedre bøndernes forhold og gøre op med forældede og ineffektive produktionsforhold. Disse reformer blev gennemført i oplysningenstidens ånd, og integreret i dem lå derfor bestræbelserne på at indføre generel skolegang i form af en almueskole – forløberen for hvor tids folkeskole. Dette skete blandt andet gennem nedsættelsen af en skolekommission i 1789.

Et indlæg i debatten om hvordan en sådan skole skulle indrettes kom i 1790 fra Johann Abraham Peter Schulz i form af den lille afhandling “Gedanken über den Einfluß der Musik auf die Bildung eines Volks, und über deren Einführung in den Schulen der Königl. Dänischen Staaten”. Schulz var en fremtrædende tysk komponist der i 1787 var blevet ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater i København.

I afhandlingen sammenkæder Schulz et folks musikalske stade med dets sædelige (moralske) dannelse og lyksagelighed, og giver herefter praktiske anvisninger til hvordan disse kan højnes gennem indførelsen af musik og sang som skolefag.

Som led i sin argumentation tegner Schulz et dystert billede af de musikalske tilstande på landet i Danmark, hvor salmesangen beskrives som “ein rohes Geschrey ohne reine Intonation und Zusammenstimmung”. Og, forsætter Schulz, når et folk intet andet kender til musik end disse rå skrig eller “falsch gespielte lärmende Instrumente”, så må man antage at “die sittliche Bildung bey diesem Volke noch keine bedeutenden Fortschritte gemacht habe”.

Ikke overraskende blev et sådant angreb på den sædelige dannelse i Danmark opfattet som provokerende i samtiden – ikke mindst fordi det kom fra en tysker midt i en tid hvor spændingerne mellem danskere og tyskere indenfor kongeriget var tiltagende.

I februar 1790 bragte Christen Henriksen Pram og Knud Lyne Rahbeks månedstidskrift Minerva en oversættelse med det ønske, at Schulz’s tanker måtte “være saa bekiendt som mueligt, men neppe vilde blive det i Originalen”.

Men oversættelsen er dog ikke tro mod originalen, idet den provokerende kommentar om den sædelige dannelses manglende fremskridt simpelthen er sprunget over!

Allerede i april samme år udkom en alternativ oversættelse af Schulz’s afhandling som selvstændig publikation. Den alternative udgave er mere tro mod Schulz’s forlæg når det kommer til det ømme punkt omkring dannelses manglende fremskridt. Og så dog – for selvom sammenkoblingen mellem musikalsk stade og dannelse medtages, foretager den anonyme oversætter alligevel en elegant omskrivning så der nu er tale om den “forfiinede Dannelse” fremfor den sædelige dannelse.

Også af en anden grund er forholdet mellem de to oversættelser er interessant: I forordet til den alternative udgave begrunder oversætteren sit arbejde i Schulz’s oprindelige ønske om, at overskuddet fra salget af hans afhandling skulle gå “[z]um Besten einer armen Wittwe” – et overskud som udgiverne af Minerva i følge oversætteren undergraver. Derfor vil også overskuddet fra denne alternative udgave gå til “samme fattige Enke”, en enke som er oversætteren “særdeles nøye bekiendt” og hvis sørgelige omstændigheder beskrives nøje – dog uden at hun identificeres.

Den indignation der ligger bag den alternative oversættelse stammer dog ikke fra Schulz selv: Den alternative oversætter kender nemlig, ifølge ham/hende selv, ikke Schulz personligt. Hertil skal det også siges at oversættelsen i Minerva formodentlig har været Schulz bekendt, da han færdedes i de samme kredes som udgiverne, og Rahbek blandt andet oversatte og udgav flere af Schulz’s sange.

Schulzs tanker om musikkens plads i skolerne vandt indpas på flere forskellige måder: Da man åbnede landets første seminarium, Blaagaard Seminarium i 1791, forsøgte man at få ansat Schulz som lærer i musik. Praktiske hensyn tillod dog ikke dette, og det blev istedet kollegaen fra Det Kongelige Teater, syngemester Hardenack Otto Conrad Zinck der på Schulz anbefaling kom til at bestride posten i de næste 20 år.

Da skolekommissionens arbejde i 1814 endelig blev udmøntet i lovgivning, blev sang indskrevet som et af de få obligatoriske fag: Således hed det i anordningen for skolerne på landet at “[d]er skal i Skolerne undervises i Religion, Skrivning og Regning samt Læsning; ogsaa bør Skolelærerne veilede Børnene til ordentlig Sang.”

Musik er stadig en del af folkeskolen – men med lidt andre bagtanker. Således kan man idag i undervisningsministeriets formål for musik læse at “[g]ennem aktiv og skabende beskæftigelse med musik skal undervisningen medvirke til elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, udvikling af koncentration og motorik samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.”