Musikvidenskab.dk

Funktionsanalysen er en central del af undervisningen i harmonilære i Danmark – både i gymnasiet og på universitet. Faktisk så central, at begreberne harmonilære og funktionsanalyse ofte flyder sammen.

Men bevæger man sig udenfor Danmark grænser, bliver det tydeligt at funktionsanalysen kun er ét værktøj blandt flere indenfor harmonilæren. I amerikanske tidsskrifter som f.eks. Music Theory Spectrum støder man naturligvis på funktionsharmoniske begreber som subdominant og dominant, men man møder sjældent sammenhængende funktionharmoniske analyser som de praktiseres i Danmark:

Ofte er analyserne derimod inspireret af Schenkeranalyse. Schenkeranalysen er opkaldt efter den tyske musikteoretiker Heinrich Schenker, og er udbredt i USA. Schenkeranalysen er fra Schenkers hånd ment som et alternativ til funktionsanalysen. Et tredje type analyse der praktiseres meget, er den matematisk inspirerede sætteori.

At sammeligne de forskellige analysemetoder er spændende, fordi de indeholder forskellige opfattelser af hvad musik er og bør være. I dette indlæg vil jeg se nærmere på funktionsanalyse.

Funktionsanalysen

Funktionanalysen stammer fra den tyske musikteoretiker Hugo Riemann (1849-1919), men Riemanns ideer rækker tilbage til den indflydelsesrige franske komponist og teoretiker Jean-Philippe Rameau (1683-1764).

Rameau slår i sin Traité de l’harmonie réduite à ses principes naturels fra 1722 fast, at harmonier bevarer deres identitet på trods af at de optræder i forskellige omvendinge: Selvom klange omvendes eller spredes, er de stadig baseret på grundtonen.

Noterede man denne grundtone ned som en ‘implicit’ bastone, kan de fleste akkordfølger i musikken i Rameaus samtid reduceres til forholdsvis konventionelle harmonisk progressioner (som f.eks kadencer og sekvenser). Denne søgen og reducering til konventionelle harmoniske mønstre er stadig centralt for funktionanalysen. Harmonier bliver dermed musikalske vertikale byggeklodser – på samme måde som intervaller kan opfattes som horisontale byggekloder det i den polyfone komposition.

Hugo Riemann

Hugo Riemann bygger videre på Rameaus tanker: Riemann forestiller sig et symmetisk billede omkring grundtonen tonika, med dominanten en kvint over, og subdominanten en kvint under som fixpunkter.

Riemann opfattede disse tre funktioner som grundstammen i funktionharmonikken, og alle andre funktioner forholder sig til disse tre. Hos Riemann forklares dur/mol tonaliteten og den tilhørende funktionharmonik i overtonerækken (der indeholder dur-treklangen), om derfor opfatter Riemann dur/mol tonaliteten som naturgiven.

Riemann postulerede en undertonerække, der skulle forklare moltreklangens naturgivethed – en ide som han senere opgav. Ideen om dur/mol tonalitetens naturlighed er siden Riemann gledet i baggrunden. Det er derimod ikke Riemanns tonale landskab, der udspænder sig gennem kvintrækken over og under grundtonen. Funktionerne er som udgangspunkt defineret udfra den enkelte akkorders grundtoner: En tonika er en I-trins akkord, en subdominant er en IV-trins akkord og en dominant er en V-trins akkord. Men funktionsharmonikken lægger mere vægt på akkordens funktion i den harmoniske kontekts end dens rent faktiske grundtone (hvilket adskiller funktionsanalysen fra trintalsanalysen) Disse to ting er for det meste er samfaldende i simple harmoniske kontekter. Men i mere avancerede satser opererer man gerne med akkorder hvori en grundtonen er udeladt, eller underforstået. Dette kan f.eks. ses med den ufuldkomne dominant – her bliver en VII-trinsakkord analyseret som en V-trins akkord. Et andet eksempel er en C-dur akkord i tonearten C-dur. Her analyseres akkorden som en kvart-sekst forudhold til dominanten G. Akkorden har godt nok c som grundtone, men fungerer den ikke som tonika. Akkorder bibeholder altså, på trods af Rameau, ikke fuldstændigt deres identitet ved omvending.

Niveauer

Funktionsanalysen bruges både på det lokale niveau (hvorfra den stammer) mellem akkorder – men også på højere niveauer, f.eks. til at beskrive forholdet mellem sektioner i musikalske storformer: Således kan man støde på funktionshamoniske skemaer over f.eks. sonateformer og rondoformer.

Her er det ikke hver enkelt akkords harmoniske funktion i forhold til dens kontekst der analyseres, men derimod hver sektions toneart i forhold til formens overordnede toneart. Ideen er at lange musikalske sektioner, ligesom enkelte akkorder, kan antage og fastholde harmoniske funktioner; denne opfattelse kaldes monotonalitet, og findes f.eks. hos Schenker og Schönberg.

Forståelse

Bag en analysemetode ligger en historisk udvikling og en forståelse af musik, der kommer til udtryk i metodens analyseresultat. I funktionsanalysen vil musik fra det klassiske repertoire se harmoniske velorganiseret ud, mens musik fra andre historiske perioder vil se harmonisk usammenhængende ud. 

Dette er ikke så underligt, taget funktionsanalysens historie i betragtning: F.eks. opfattede Hugo Riemann  kirketonearterne (for slet ikke at tale om ikke-europæiske musik) som et ufuldkommet udviklingstrin mod den universelle dur/mol tonaliteten. Dur/mol harmonikken var musikkens sidste og fuldkommende mål, fordi dur/mol tonaliteten var begrundet i naturen. Set fra dette perspektiv virker den kirketonale sats harmonik ikke overraskende som en ikke fuldt udfoldet dur/mol tonal sats, hvilket en funktionsanalyse netop afdækker.