by Kristoffer Brinch Kjeldby | May 3rd, 2009
RILM eller Répertoire International de Littérature Musicale er en international bibliografi og et centralt værktøj indenfor musikvidenskab. Ud over skriftlige kilder som bøger og artikler, dækker RILM også film og videoer, tekniske tegninger over instrumenter, faksimiler osv. Du kan se en liste over dokumenttyper her. Indholdet i RILM over tid og fordelt på fire hovedområder kan ses på følgende graf (kilde: http://www.rilm.org/scope/index.html):
RILM blev skabt i 1966 af den amerikanske musikvidenskabsmand Barry S. Brook (1918-1997), og rummer i dag omkring en halv million poster. En post i RILM er blandt andet repræsenteret med kildens originale titel og en oversat engelsk titel, et resume (abstract), samt et overordnet emne (Major topic). RILM indeholder således ikke selve kilden (f.eks. artiklens fulde tekst), men har man har f.eks. fundet en interessant artikel i RILM, kan selve artiklens tekst ofte findes i en online artikelsamling. Typisk publiseres artikler i dag ikke kun i papirformat (og måske slet ikke), men også til en online artikelsamling, f.eks. JSTOR.
RILM bruges typisk via fjernadgang, f.eks. gennem Det Kongelig Bibliotek. Det kræver dog at man er studerende eller underviser for Københavns Universitet for at logge på hjemmefra. RILM tilgås på Det Kongelige Bibliotek gennem en større samling over bibliografier der hedder EBSCOhost.